Flensborg , d. 3.maj 2011

 

Endnu en vellykket udflugt, og endnu engang i køligt solskinsvejr. Vi startede 3 biler kl. 9 fra Kirketorvet og kørte til Flensborg, hvor vi mødte vores guide, byarkitekt Henrik Gram ansat i Flensborg bys afdeling for bybevaring og mindesmærker, ved det nyere høje rådhus med næsehornsskulpturen på gesims. Her kiggede vi på bymodel og fik gennemgået byens udviklingshistorie siden Middelalderen.

 

Hos Braasch i Rote Strasse (et af byens firmaer for import af sukker og rom fra de Dansk-vestindiske øer) fik vi en styrkende smagsprøve. Således rustede startede vi formiddagens rundtur i det gamle centrum ad især Rote Strasse og hovedgaden fra syd mod nord. Husfacaderne bærer præg af mange forskellige stilarter, fra Middelalderen, over gotik, renæssance, barok og Jugendstil. Særlig interessant var det at kigge ind i de mange charmerende gamle købmandsgårde med hejseværker og intime atmosfærer. Det var tydeligt, at Henrik kendte hvert et hjørne af byen, og han var en god formidler af al sin viden inden for bygningshistorie.

 

Henrik havde bestilt frokostbord på  hovedgaden, i en stor, typisk tysk restaurant i 2 etager med mørke træmøbler og væggene fyldte med diverse kunstreproduktioner. Efter behag fik vi en let salat eller en kraftigere tysk frokostret, dertil god tysk øl.

 

Eftermiddagens program var centreret omkring kirkegården og parkanlæggene på Museumsberg. Efter en kraftig opstigning kom vi til den gamle kirkegård (anlagt 1813 af købmand og skibsreder Andreas Christiansen)), symbolsk formet som et sarkofag. Ved indgangen står det smukke klassisistiske kapel med sine to kraftfulde doriske søjler og to symbolske porte og en kobberdækket kuppel, bygget af den danske arkitekt Axel Bundsen. Indvendig giver det med sin kuppel  associationer til Pantheon. Kirkegården leder tanken hen på den ”naturlige” engelske have med mange træer. Gravstenene er skiftevis prangende og beskedne. Et større afsnit er soldatergrave fra de dansk-tyske krige, 1848-51 og 1864. På plænen mellem disse og kapellet skal Istedløven placeres på sin gamle plads. Henrik har været primus motor i det store projekt.

Efterfølgende orkede vi godt at tage Christiansens private haveanlæg med. Overraskelsen her var grotten med den – ægte! – fønikiske mumie i sit marmorsarkofag, iflg. Henriks teori hjembragt fra de Vestindiske øer som ballast på ét af reder Christiansens skibe!

 

Der er selvfølgelig masser af stof til endnu en tur med Henrik  i Flensborg.

 

Hanne